Matematik A - Fysik A - Kemi B

Udforsk verden

I naturvidenskab undersøges fænomener og lovmæssigheder i naturen, der har stor betydning for vores forståelse af verden og os selv. Naturvidenskabelig viden og forståelse gør det lettere at navigere og tage stilling i en stadig mere kompleks verden. Lyden fra et musikinstrument, strålingen fra en mobiltelefon, regnbuens farver, farverne i et fyrværkeri, rejser til Mars og kemiske stoffer i dagligdagen er eksempler på fænomener, der kan beskrives præcist med fysik, kemi og matematik.

Matematik på A-niveau giver dig redskaberne til at forstå fysik og kemi bedre. Omvendt giver fysik og kemi eksempler på anvendelse af matematikken. Samspillet mellem fagene er derfor helt naturlig. Samtidig vil matematik på A niveau styrke dine logiske evner, og du vil opdage nye og fascinerede sider af matematik.

Vælger du studieretningen med fysik på A vil du fordybe dig mere i blandt andet kvantefysik og den moderne fysik, der bruges i forbindelse med kræftbehandling. Studieretningen med kemi A vil give dig indblik i større molekyler inden for biokemien, og du skal lære om spektroskopiske metoder til opklaring af molekylers kemiske struktur. Studieretningen med begge fag på B-niveau vil derimod give mulighed for at vælge et andet ikke naturvidenskabeligt fag.

Fagene i studieretningen kan også indgå i tværfagligt samarbejde med andre fag. Eksempler herpå kunne være:

  • Science fiction (fysik og engelsk/dansk) 
  • Big Bang (fysik, historie og religion) 
  • Renæssancen og den naturvidenskabelige revolution (fysik og historie)
  • Rusmidler (kemi og samfundsfag)
  • Industrialiseringen (kemi og historie)
  • Oldtidens matematik (matematik og old)

På Viby Gymnasium har vi en nyere naturvidenskabelig fløj med store lyse undervisningslokaler og moderne udstyr til eksperimenter, så både den teoretiske undervisning og eksperimenterne foregår i inspirerende omgivelser. Vi tager også ud af huset for at besøge virksomheder, uddannelsesinstitutioner, museer og meget andet, der kan give indsigt og perspektiv.

Matematik 1.jpg
kemi1.jpg