Religion

VIBY OG VERDENSRELIGIONERNE

Hvad er en rosenkrans?
Hvorfor hedder det Viby, dvs. ”byen ved helligstedet”?
Hvad betyder religion i det amerikanske samfund og hvorfor fejrer Jehovas vidner ikke fødselsdage?

Alt dette og mere til kan være emner, du får en faglig viden om i faget religion.

I undervisningen arbejder vi med emnerne ud fra en videnskabelig tilgang. Du vil lære om de store verdensreligioner islam og kristendom. Derudover vælger elever og lærere i fællesskab endnu en verdensreligion, f.eks. buddhisme eller kinesisk religion og vi beskæftiger os med et fjerde emne som f.eks. etik, moderne asatro, religionskritik mv. Mulighederne er mange og medbestemmelsen stor.

Måden vi arbejder med religion på omfatter både religionsfaglige analyser og din egen oplevelse af religionerne, når vi for eksempel tager på besøg hos buddhisterne i Aarhus eller overværer en fredagsbøn i en moske. Vi kan også fordybe os i kirkerummet i Ravnsbjergkirken eller have besøg af en asatroende, der dyrker de gamle nordiske guder.

På nogle studieretninger har du mulighed for at vælge religion som et valgfag på B- niveau. Her får du tid til at fordybe dig mere i fagets emner, bl.a. gennem læsning af et værk og udarbejdelse af en religionsfaglig opgave, hvor du selv vælger emnet. På B-niveau lægges der mere vægt på religionsfaglige teorier, fx religionssociologiske eller religionspsykologiske.