Dansk, der gør dig dygtigere…

Dansk

I danskundervisningen arbejder vi på, at du skal tilegne dig kompetencer og indsigt i alt fra dokumentarfilm til digte.

De tre store områder, vi skal beskæftige os med, er medier, sprog og litteratur. Det kan være nyhedsjournalistik, argumentation og noveller, og det kan være gyserfilm, sms-sprog og romantiske digte.

Danskfaget er på den måde med til at gøre dig klogere på dig selv og den verden og historie, du er en del af.

En væsentlig del af undervisningen har fokus på dine skriftlige kompetencer, og her vil du få det, der kaldes 'formativ evaluering'. Det betyder, at den respons, du får på dine skriftlige afleveringer, vil hjælpe dig til at gøre fremskridt. Derfor får du ikke karakterer i forbindelse med det skriftlige arbejde men en tilbagemelding fra din lærer med gode råd om, hvordan du forbedrer dit skriftlige arbejde.

Som en ekstra hjælp i din faglige udvikling i dansk, vil der være skemalagt en række såkaldte 'sparringslektioner' i faget. Sparringslektionerne er organiseret på mindre hold af 12-14 elever, og du vil her kunne få individuel faglig vejledning af din lærer.

Et skridt ad gangen!

Engelsk

På Viby HF målretter vi undervisningen i engelsk til dig og dit faglige niveau. Vi kalder det ”step by step-undervisning”.

Lærerne indgår i et tæt samarbejde om undervisningen, og flere gange vil vi også arbejde på tværs af holdene.

Du vil derfor hele tiden opleve en uddannelse i engelsk kendetegnet ved variation, målrettethed og udfordring.

Som en ekstra hjælp i din faglige udvikling i engelsk, vil der være skemalagt en række såkaldte 'sparringslektioner' i faget. Sparringslektionerne er organiseret på mindre hold af 12-14 elever, og du vil her kunne få individuel faglig vejledning af din lærer.

Matematik med mening

Matematik

Matematikundervisningen på Viby HF er bygget op omkring korte forløb og gentagelser, sådan at du møder det samme emne flere gange i forskellige sammenhænge.

 

Du vil møde mange forskellige arbejdsformer, og du vil få træning i at bruge matematikprogrammer på computeren. Dette styrker din forståelse og giver dig mulighed for at arbejde med matematik på forskellige niveauer.

Ved siden af den almindelige undervisning har du sparringslektioner på mindre hold af 12-14 elever, hvor læreren har ekstra tid til dig.

Bliv klogere på verden

Kultur og samfund - KS

Kulturfag er et samarbejde mellem fagene historie, religion og samfundsfag. Undervisningen planlægges så vi veksler mellem at arbejde enkeltfagligt indenfor de enkelte fag og tværfagligt omkring nogle fælles emner. Eksempler på tværfaglige emner er: Hvad er det gode samfund? Hvordan dannes min identitet? Hvad sker der når forskellige kulturer møder hinanden?

I forbindelse med det tværfaglige samarbejde tager vi på studietur.

 

De enkeltfaglige forløb giver en mulighed for at gå mere i dybden med fagenes kerneområder og metoder. Disse forløb er med til at give variation i undervisningen i forhold til de mere projektorienterede fællesfaglige forløb.

Samlet set giver kulturfag udsyn til verden omkring dig og nye vinkler på din egen verden: Hvad er baggrunden for det samfund vi lever i? Hvem er jeg? Hvad har præget mig? Hvilke muligheder har jeg? Faget klæder dig på til at indgå i dialog med andre og deltage aktivt i det demokratiske samfund. Måske kan det også bidrage til at gøre dig klogere på dine livsvalg.

På Viby HF har vi tre klare mål for din uddannelse: At du flytter dig fagligt. At du udvikler dig personligt. At du oplever et fælleskab med dine medstuderende og lærere

læs mere

Naturvidenskab på tværs

Naturvidenskabelig Faggruppe - NF

Naturvidenskabelig faggruppe (NF) omfatter fagene biologi, geografi og kemi på C-niveau.

Du vil blive overrasket over, hvor ofte disse tre fag er med i nyhederne, eller bliver brugt til at forklare problemer i hverdagen af naturvidenskabelig karakter fx naturkatastrofer, plastik i verdenshavene, livsstilssygdomme mm. I NF arbejder vi med nogle af disse aktuelle problemer, som vi prøver at forklare, analysere, og finde løsninger på. Dette gør vi ved både at have teoretisk og praktisk undervisning.

Det vil sige, at du som NF elev på Viby Gymnasium både vil opleve varieret klasserumsundervisning, eksperimentelt arbejde i vores laboratorier (minimum 20% af tiden), samt ekskursioner uden for skolen. Ekskursioner kan både være besøg på lokale virksomheder, uddannelsessteder og feltundersøgelser.

Den nye viden, du opnår i det eksperimentelle og tværfaglige arbejde, lærer du at formidle igennem rapportskrivning, elevoplæg og tværfaglige projekter.

Faget strækker sig over perioden fra begyndelsen af november til juni, hvor faget afsluttes med to mundtlige prøver; en tværfaglig eksamen samt en enkelfaglig eksamen. Den tværfaglige eksamen vil tage udgangspunkt i årets sidste projektopgave.

Når du har afsluttet NF-faget, har du mulighed for at vælge kemi og biologi på B-niveau som valgfag.

Vi lægger sporene, du bestemmer retningen

Idræt

På Viby HF er du selv medbestemmende.

Du vil skulle lave opvarmningsprogrammer, udfærdige små grundtræningsprogrammer samt udføre tests.

Du skal også igennem vores 4 hovedområder DANS og RYTME, KLASSISK IDRÆT (atletik, cross fit, badminton m.m.) samt BOLDSPIL, som du får lov at dygtiggøre dig indenfor.

Med idræt på C-niveau vil du også have et stærkt afsæt, hvis du på andet år ønsker at vælge idræt på B-niveau.

Fantastiske rammer til en masse praksis

Mediefag

På Viby HF betyder praksis i mediefag at lave film, og det lægger vi ud med på allerførste dag.

Når man prøver at lave sin egen medieproduktion, bliver man automatisk klogere på andres film og tv-produktioner. Vi lærer dig nemlig filmsproget at kende, så du ved, hvordan et produktionshold kommunikerer. Den viden tager vi afsæt i, så du lærer, hvordan man selv skaber indlevelse, identifikation og formidler et budskab med levende billeder.

Den praktiske forståelse, du får gennem en til flere øve-produktioner, ender ud med en eksamensproduktion på max. 6 minutter, som du laver sammen med en gruppe på 3-5 elever. Denne produktion bliver en del af din endelige eksamenskarakter.

Den anden del af eksamen er teoretisk, og du skal bruge din viden om filmproduktion i en analyse af enten en fiktions- eller en dokumentarproduktion.

Oplevelser og faglighed

Musik

Når du har musik på HF, har du sammenspil, musikanalyse og lidt teori. Du har desuden mulighed for at spille et instrument, og du kommer til at bruge din stemme.

Du har musik to eller tre lektioner ad gangen. Det betyder, at du har god tid til sammenspil. Og det betyder, at du både har tid til det praktiske og til det teoretiske.

Der kræves ingen forudsætninger for at have musik på HF. Musik på HF er et intenst forløb med masser af faglighed og musikalske oplevelser.

Skyd fordommene ned!

Billedkunst

FUP:

  • I billedkunst maler vi med fingrene og laver askebægre i ler.
  • I billedkunst skal du være god til at tegne.
  • I billedkunst bliver der ikke stillet faglige krav.

FAKTA:

  • Du arbejder både teoretisk og praktisk i billedkunst.
  • Du lærer at analysere kunst og formidle et klart budskab.
  • Du laver et selvstændigt eksamensprojekt og vælger selv medie (f.eks. film, skulptur eller computergrafik).

Og så er der alt det andet:

  • Vi skal på tur!
  • Vi skal lave masser af kunst!
  • Og vi skal udstille!

Vel mødt!