Hvorfor vælge sprog? Fordi sprog åbner døre til store dele af verden, fordi du får indblik i andre kulturer og levemåder, og fordi erhvervslivet efterspørger medarbejdere med sprogkompetencer.

Engelsk A - Tysk Fortsætter A - Latin C

På Viby Gymnasium tilbyder vi tre studieretninger, hvor fælles sprog er Engelsk A og Latin C. Som det tredje sprogfag kan du vælge mellem Tysk fortsætter A, Spansk begynder A  og Kinesisk begynder A. 

Engelsk
Et godt kendskab til engelsk er vigtigt i nutidens globale samfund. Vi lever, arbejder og uddanner os i tæt kontakt med mennesker, som ikke taler dansk. Som ”lingua franca”, dvs. et fælles sprog for mennesker med forskellige modersmål, har det engelske sprog derfor stor betydning for os alle og derfor også for dig.

I engelskundervisningen udbygger du dine engelske sprogkundskaber, og du får desuden viden om litteratur og samfundsforhold i de engelsksprogede dele af verden. 

Tysk Fortsætter A
I disse år spiller Tyskland en væsentlig rolle i Europa. Landet har en central position indenfor kultur, handel, videnskab, og ikke mindst politik. Vælger du tysk i gymnasiet, har du mulighed for et indgående kendskab det tyske samfund, og du bliver i stand til at kommunikere både mundtligt og skriftligt med ca. 100 millioner tysktalende mennesker.

Vi kommunikerer på tysk om litteratur, film, musik og samfundsforhold i Tyskland, og vi tager også gerne på kortere eller længere ture til Tyskland, ligesom vi har udveksling med A.P. Møller Gymnasiet i Slesvig.

Latin C
Latin C er et etårigt forløb. Undervisningen bygger videre på AP-latin, og du vil hurtigt møde lettere latinske originaltekster af romerske forfattere, både på latin og i oversættelse.

Latinsk sprog og romersk kultur har haft en stor indflydelse på Europas sprog og kultur. Der er fokus på sammenhængen mellem latin og de moderne fremmedsprog, og undervisningen i latin understøtter dermed de øvrige sprog i studieretningen i grammatik og ordforråd. Samtidig får du en basal viden om den romerske historie og kultur, og du får derigennem en forståelse for den klassiske tradition og dens betydning for nutiden.  Latin vil naturligt kunne indgå i mange forskellige sammenhænge med de øvrige fag i studieretningen.

Samarbejde mellem fagene i studieretningen
Eksempler på emner for samarbejder mellem fagene, som du vil kunne opleve på en sproglig studieretning som denne, kunne være:

  • Immigration
  • Diktatur/Demokrati
  • Familien i forskellige kulturer (kønsroller, opdragelse, mad etc.)
  • Kunst og musik
  • Samfundsforhold (politik, religion, sport….)
  • Identitet
  • Krig og samfundsomvæltninger
En Oldtimer Veterankäfer.jpg
latin.jpg