
Verden for dine fødder...
Den verden du skal uddanne dig til at leve og arbejde i, er på mange måder en helt anden verden end for blot ti år siden
Fra at udgangspunktet for den enkelte var det lokale er det globale perspektiv blevet stadig mere udtalt.
Det er en verden med store muligheder og udfordringer, men det er også en verden, som det kræver særlig viden og særlige kompetencer at begå sig i.
Den uddannelse du vil møde på vores skole tager afsæt i dette forhold.
Du vil møde en skole hvor verden udenfor i høj grad inddrages i skolens liv og i undervisningen. Erfaringer fra virksomheder og politiske og kulturelle institutioner vil indgå i undervisningen, og du vil på skolen kunne dygtiggøre dig sprogligt på mange måder. Vi tilbyder f.eks. en vifte af sprog: kinesisk og spansk på A-niveau og engelsk, fransk og tysk på såvel A- som B-niveau.
Som vi ser det, vil globaliseringen medføre kontinuerlige og hyppige forandringer, hvorfor beherskelsen af kompetencerne innovation og kreativitet vil blive afgørende redskaber for at klare sig i fremtiden.
På vores skole vægter vi i særlig grad arbejdet med netop disse kompetencer.
Det eksperimentelle arbejde har derfor høj prioritet, og vi tillægger det stor betydning, at du selv tager ansvaret for din uddannelse, og aktivt og nysgerrigt arbejder med tingene, individuelt og i samarbejde med andre. Også din evne til at fremlægge dine resultater og synspunkter, såvel mundtligt som skriftligt, vil være i fokus, ligesom din evne til at lytte konstruktivt til andres resultater og synspunkter.
Det er vores mål er at give dig den viden og de kompetencer, som tilsammen betyder, at du selvbevidst og med overblik kan træde ud i den verden, som ligger for dine fødder.
Velkommen på Viby Gymnasium og HF.
Venlig hilsen
Åge Weigelt
|